Jeg kører elbil. Og jeg elsker det faktisk. Stille. Hurtig. Praktisk. Ingen gearskift. Ingen dårlig samvittighed ved tankstationen. Og på mange måder et ret strålende billede på moderne teknologi: smooth, effektiv og designet til at fjerne friktion og gøre mit arbejde i den lettere.

Men er det min drømmebil? Hvis jeg kunne, holdt der en gammel Land Rover Defender i min indkørsel. Den larmer. Den er upraktisk. Styretøjet føles som en diplomatisk anbefaling mere end en reel mekanisk forbindelse. Og komfortniveauet er cirka som at sidde i en våd værktøjskasse. For slet ikke at tale om dens sorte aftryk på samvittigheden.

Da jeg i morges hang (lydløst) i morgentrafikken, tænkte jeg, at alle de AI-implementeringer, som finder sted rundt omkring minder lidt om dette dilemma. At vi forsøger at installere fremtidens teknologi i et menneskeligt karosseri, som slet ikke er gearet til den hastighed. Lidt som at lodde et batteri i den gamle Defender for at kunne sætte strøm til.

Selvom de fleste medarbejdere fik en eller anden software-update i sidste kvartal – og sikkert også i kvartalet før – er AI en så grundlæggende forandring, at ingen af os reelt har prøvet noget tilsvarende før. Ikke i arbejdslivet. Ikke i den hastighed. Ikke i den skala.    

Måske er det teknisk set muligt at elektrificere den gamle Defender. Men spørgsmålet er, hvad skal der til for at det bliver godt?

Som en der leder mennesker og organisationer gennem forandringer, er mit perspektiv naturligvis menneskeligt før teknisk. Ja, AI er ny teknologi. Men menneskelig adfærd er ikke. Vi reagerer stadig på status, identitet, usikkerhed, sociale dynamikker, følelsen af kontrol og frygten for at miste relevans — præcis som vi altid har gjort.

Så når AI-initiativer ikke glider så let som Claude og Chat påstår, det skulle, er det ikke mangel på hverken teknologi eller intentioner. Det handler om, at AI er løsninger designet til logik, som vi skal have til at fungere med mennesker. Og her brister jeg altså lige illusionen om, at mennesket er et logisk væsen.

Det er vi overhoved ikke. Vi er vanedyr. Vi er sociale væsener. Og vi beskytter identitet lang mere end effektivitet. Og det er jo netop derfor, potentialet for samspillet mellem kunstig og menneskelig intelligens er så tillokkende. Så måske er den mere interessante opgave i implementeringen af AI, ikke er at gøre mennesker mere maskinelle, men at gøre teknologien mere menneskelig.

Måske en dag jeg kan køre kun lettere ukomfortabel og med grøn samvittighed i en gammel Defender, som er opdateret til at operere på nyere teknologi og som derfor giver den perfekte balance af identitet, karakter og fornemmelse – præcis de ting, mennesker er bange for at miste i mødet med det kunstige.